Jeg har samlet nogle oplysninger og henvisninger, som fortæller lidt om mig og især om mit faglige arbejde.

Med venlig hilsen,

Gudrun Gjesing
specialergoterapeut i børn
svømmelærer, specialsvømmelærer, babysvømmeinstruktør
kursusgiver og skribent

Opdateret okt. 2018

Jeg har valgt at have nedenstående to billeder gennemgående på min hjemmeside, fordi solsikker og påfuglefjer for mig kan symbolisere noget af det, jeg finder betydningsfuldt i mit eget liv og i mit arbejde med børn i vanskeligheder og med deres nære voksne.

Jeg ønsker således at formidle mest mulig ”solsikkepædagogik” og ”påfuglefjerpædagogik” i mit arbejde – med fokus på leg med andre børn, nysgerrighed, og for de enkelte børn og deres nære voksne meningsfulde og motiverende aktiviteter.

  • Solsikker drejer sig hele tiden efter lyset/solen – efter det positive og livgivende.
    Al den drejen sig gør også stilken robust og modstandsduelig.
    På lignende måde som med solsikker ønsker jeg, at børn og deres nære voksne bliver inspireret til at holde fokus på livgivende muligheder: børns lyst til leg med andre børn, lyst til og muligheder for læring gennem bl.a. at stimulere deres nysgerrighed, styrke deres og de nære voksnes evne til mest muligt at have fokus på børns kompetencer og potentialer – trods de forskelligartede udfordringer, der er i børnenes hverdagsliv. Ind imellem også foreslå specifik træning af for barnet meningsfulde færdigheder og funktioner.
    Det kalder jeg ”solsikkepædagogik”.

I ethvert samspil handler det om at komme med passende mængde af passende adfærd på passende tidspunkt
(citat: Solvej Aagaard)

Dette gælder også, når man balancerer med en påfuglefjer på fingeren.  Hvis man lærer at holde fokus på påfuglefjerens smukke, dragende ”øje”, så kan man registrere en ubalance tidligt. Det giver mulighed for at reagere ”passende” med rettidig omhu og ”mindsteindgrebsprincip”, inden ubalancer/vanskeligheder risikerer at udvikle sig til mere omfattende udfordringer.
Og det er med børn i vanskeligheder som med påfuglefjer.
Det kalder jeg ”påfuglefjerpædagogik”.